OK, det tog ikke særlig lang tid, før jeg blev træt af den oldnordiske Nokia 1110 jeg har brugt mens jeg venter på Nokia N95. N95, der ikke blev lanceret i løbet af sidste uge, sådan som jeg havde regnet med.
Jeg besluttede derfor at få fat i en midlertidig telefon og fordi jeg havde lyst til at prøve noget helt anderledes, gik jeg ud og fik fat i en brugt LG KG320S.
Du kan få en ide om KG320S’ udseende i denne video:
Jeg håber du giver mig ret i, at KG320S er ret blæret at se på. I videoen er det svært at få et indtryk af, hvor tynd og let telefonen er, men jeg kan forsikre om, at KG320S virkelig er en letvægter. Faktisk føles telefonen - med en tykkelse på 1 cm og en vægt på 74 g. - meget delikat og en anelse «kvindagtig» i min mandige hånd. Sammenholdt med det blærede udseende (og det lille læder «etui») vil jeg måske endda mene, at KG320S er på grænsen til at være topfesen. Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for, om jeg synes telefonen er en damemodel eller ej - måske skal jeg bare nøjes med at rubricere den som «urban» og «metroseksuel» og lade det ligge…
KG320S’ tekniske specifikationer afslører, at telefonen er meget basal og uden tekniske dikkedarer eller krummelyrer: Tri-band, Bluetooth & GPRS, 1.3 Megapixel kamera, 176×220 TFT farveskærm, musik- og videoafspiller, 128 Mb memory (fast, ingen slot til hukommelseskort), kan forbindes til pc som «mass storage device» via det inkluderede USB-kabel.
Telefonens indre matcher ikke helt det blærede ydre. Inde i telefonen gemmer der sig et ret ordinært operativ system (OS), der desværre ikke helt kan leve op til det gennemtænkte design af telefonens ydre. F.eks. benytter medieafspilleren en equalizer, der optager det meste af skærmen og som standard vises i 3D og alle regnbuens farver. Det er ikke muligt at få vist noget andet end equalizeren, om end man kan benytte to andre - og noget mere afdæmpede - «skins». Det virker som om UI-designerne ikke helt har kunne begrænse sig, hvilket også fremgår af brugergrænsefladens inkonsistente design. F.eks. så er hver menu, undermenu osv. tildelt et nummer på tastaturet (det fungerer som tastaturgenveje og kendes også fra Nokiatelefoner - på den måde kan man starte mediaafspilleren ved at trykke ‘Menu’ -> ‘4′ -> ‘4′ -> ‘1′, i stedet for at skulle vælge ‘Menu’ -> ‘Multimedia’ -> ‘MP3 -> ‘MP3-Player’ vha. navigationstasterne). Desværre er tildelingen af tastaturgenvej ret tilfældig. Det kunne f.eks. være smart, hvis genvejen til at slette noget (uanset om det nu var en sms/mms/email, et billede, en video, en kontakt eller en lydfil) altid var den samme, men det er desværre ikke tilfældet. Faktisk kan slettemuligheden gemme sig bag næsten alle tastaturets knapper, alt efter hvad der skal slettes - det kan være ‘2′ (lydfil), ‘3′ (besked eller billede), ‘4′ (objekt i indbakke eller video), ‘6′ (billede i fotoalbum), ‘7′ (kontakt på SIM-kort) eller ‘8′ (kontakt i telefonhukommelse).
Hvis man ser bort fra uoverensstemmelserne mellem designet af telefonens ydre og indre, så er KG320S faktisk en ret velfungerende telefon med udmærkede funktioner. Jeg er meget glad for telefonen - lyden fra telefonens højttalere er god og kameraet tager overraskende gode billeder (om end en anelse langsom mht. lukketid).
Her følger nogle billeder taget med min KG320S - vær opmærksom på, at 1) jeg er en ret dårlig fotograf samt 2) en stor del af billederne har min datter som motiv og hun er nærmest i konstant bevægelse og derfor temmelig svær at indfange.
Der er vist ikke helt enighed omkring implementeringen af .3gp videoformatet og derfor kan video optaget med en KG320S ikke umiddelbart afspilles i Apple QuickTime. Problemet er vist hverken begrænset til KG320S-modellen - eller telefoner fra LG for den sags skyld - men det findes altså her. Hvis man vil se video optaget med KG320S på en computer kan man benytte en anden afspiller - f.eks. MPlayer eller VLC Media Player. En anden mulighed er at konvertere videoen til et andet format - f.eks. vha. SUPER (der konverterer frem og tilbage mellem stort set alle formater). Jeg gjorde det sidste med det følgende videoklip, hvilket muligvis er gået ud over billedkvaliteten.
http%3A%2F%2Fgersbo.dk%2Ffiles%2Fblog%2Fanna%2Fanna_KG320_test.flv
Seneste kommentarer