07 nov, 2008
Rejsekortet, SMS-billetter og contact-less PBS-betalinger
Jeg sidder i toget på vej hjem fra et meget interessant arrangement om Elektronisk Billettering, arrangeret af “Akademiet for de Tekniske Videnskaber” – ATV.
Arrangementet foregik hos DSB IT på Kalvebod Brygge og to ud af mødets tre oplægsholdere kom da også fra Rejsekortet A/S. Kort fortalt drejede mødet sig om Rejsekortet A/S, DSB’s udlægning af SMS-billetter, samt PBS’ fremsyn mht. contact og contact-less betalinger – herunder løsninger baseret på NFC-teknologien (Near Field Communication).
Rejsekortet
Første mand på banen var direktør hos Rejsekortet A/S, Gregers Mogensen, der i detaljer fortalte om de teknologiske valg, der er truffet i forbindelse med Rejsekortet, samt hvordan Rejsekortet sammenligner sig med tilsvarende, udenlandske løsninger. Jeg kender kun til Rejsekortet fra den – fortrinsvis dårlige – omtale, projektet har fået i medierne og det var interessant at høre Rejsekortets egen udlægning. Under Q&A blev de problemer, Rejsekortet har haft undervejs mht. forsinkelser, leverandørsvigt mv., berørt.
Rejsekortet skal i princippet kunne håndtere samtlige offentlige transportsystemer i Danmark, og modellerne for samarbejdsform og afregning er begge temmelig komplekse. Læg dertil de udfordringer, der uundgåeligt er involveret i at skulle udskifte - og indkøre ny – hardware i form af automater, terminaler og kortlæsere. Alt i alt gav gennemgangen gav et meget godt indtryk af projektets størrelse og kompleksitet.
DSB SMS-billetter
Martin Rörig-Dalsgaard, projektleder hos Rejsekortet, fortalte generelt om SMS-billetter i ind- og udland (herunder FynBus’). Martin havde tydeligvis sat sig ind i flere udenlandske (primært Europæiske) koncepter for mobilbilletter, herunder de forskellige teknologier, der bruges. Alligevel var gennemgangen ikke helt overbevisende – det fremgik meget klart, at oplægsholderen ikke sad med “fingrene nede i materien” til daglig og at der ikke helt var styr på begreber og gældende regler mht. tillægstakserede tjenester.
Oplægget illustrerede også meget godt, hvordan det er svært for f.eks. jurister at holde sig helt a jour med regler, rammeaftaler osv. på det mobile område – sikkert bl.a. fordi vurderingen af mobile tjenester i forhold til lovgivning og regler kræver en god forståelse af tjenesternes nærmere tekniske udformning.
I løbet af oplægget kom det frem, at f.eks. fusk med SMS-billetter (og andre digitale eller mobile) billetter ganske vist kommer ind under straffelovens bestemmelser om dokumentfalsk, men at domstolene i praksis opfatter digitalt dokumentfalsk som væsentligt mindre alvorligt end dokumentfalsk i “hård kopi” – i hvert fald, når det drejer sig om strafudmåling. Det virker mildt sagt bagvendt, da digitalt dokumentfalsk jo potentielt er langt mere omfattende, og derfor mere skadeligt, end “gammeldags” dokumentfalskneri.
PBS
Endelig fortalte Business Unit Manager Niels Ulrik Blaabjerg, PBS om mobil betaling og betalingskort, set fra PBS’ synvinkel. Bl.a. om, hvordan man i London har droppet Oyster-kortet til fordel for en NFC-løsning fra Nokia, banker og Visa.
I forbifarten kom vi også lige rundt om danID – afløseren for pinkode og Digital Signatur.
Niels Ulrik Blaabjerg gennemgik en ret interessant case med Tivoli A/S, der viste, hvordan det er planen gradvis at introducere mere og mere avancerede chipkort.
Sammenfatning
Under mødet fik jeg et klart indtryk af DSB’s commitment til Rejsekortet – det er planen, at stort set alle billetter skal sælges på Rejsekortet. SMS-billetter anses for et supplement, der kun kan bruges til simple enkeltbilletter og som kun forventes at udgøre en minimal del af det samlede billetsalg. Bl.a. fordi der ikke vil være det store incitament til at købe dem – modsat FynBus, der sælger SMS-billetter med samme rabat som på 10-turs kort vil DSB sælge SMS-billetter til samme pris som alm. kontantbilletter.
Jeg kan godt være lidt bekymret for den centrale rolle, Rejsekortet tiltænkes. Jeg mener der er flere udfordringer for Rejsekortet – f.eks. en uigennemskuelig rabatstruktur, der tilsyneladende vil gøre det ret kompliceret at udregne, hvad en rejse præcis vil koste. Desuden er jeg ikke sikker på, at kunderne helt kan gennemskue, hvad der sker, hvis de glemmer at “stemple ud” med kortet – hvad kommer de i givet fald til at betale? Muligvis kan disse udfordringer løses vha. kommunikation og information – hvis ikke, så udgør Rejsekortets kompleksitet noget af en akilleshæl.
I øvrigt var mødet meget “farvet” af Rejsekortet – f.eks. blev de SMS-billet koncepter, der blev gennemgået, gang på gang sammenlignet med Rejsekortet, hvis fordele blev fremhævet. Måske er jeg bare modsat forudindtaget, men jeg fik det indtryk, at man lidt sætter kikkerten for det blinde øje. De argumenter, der blev fremført for Rejsekortet (Nemmere at bruge kollektiv trafik, Udfasning af udslidt/forældede systemer, Væk med kontanter) kunne i princippet også fremføres for SMS-billetter og beslutningen om at minimere andelen af SMS-billetsalg forekommer meget politisk. Det virker ikke som om den glæde, passagererne udviser for SMS-billetter hos FynBus og i udlandet (i Stockholm udgør SMS-billetter halvdelen af det samlede billetsalg), rigtig er blevet taget i betragtning.
Link: Arrangementskalender for Akademiet for de Tekniske Videnskaber.
Link: Program for mødet om Elektronisk Billettering (PDF).




Seneste kommentarer